fredag den 17. februar 2017

Krigskorrespondance bog

Her kan min bog Krigskorrespondance købes.

Den dækker en omfattende krigskorrespondance mellem en jødisk flygtningefamilie, der i al hast må forlade Danmark, og 2 helt små børn, og flygte til Sverige, og kvindes ikke jødiske morfar og mormor, som bliver tilbage. Bogen er knyttet sammen med personlige beskrivelser af en lang række hændelser under 2. verdenskrig for familien på flugt, og familien i Danmark.
                             Billedet er ved klik link til køb af Hardcover bogen
Billedet er ved klik link til køb af e-bog til tablet, iPad og computer

Der findes ganske meget materiale, om jødernes flugt fra Danmark til Sverige under 2. verdenskrig.

Der findes dog ikke så meget dokumenteret brevveksling, mellem jødiske familier der var flygtet, og tilbageværende familie og venner i Danmark.

Mine forældre, en hel-jødisk far og en ikke jødisk mor, måtte i 1943 flygte over hals og hoved til Sverige. De var lige blevet forældre til min storesøster Lone og havde derudover min bror Bent på lige 3 år.

Mormor og morfar måtte træde til, og overtage ansvaret for de to børn. Alle rådede til, at det ville være alt for farligt at tage dem med over sundet, og at det ville være langt sikrere, at være i mormor og morfars varetægt.

Morfar ydede under krigen en stor indsats overfor rigtigt mange jødiske flygtninge, og deres bolig og værdier herhjemme.

Jeg har haft tilgang til min morfars omfattende arkiv med mere end 170 breve, lovlige som illegale, mellem mor og far i Sverige og mormor/morfar i Danmark. Denne fantastiske brevveksling viser de fantastiske vanskeligheder en sådan flugt bød på.

Den dokumenterer de følelser der har været på begge sider af sådan en flugt, men også dagligdagen i både Danmark og Sverige, men smalhals, risiko og savn, men også et liv der skulle leves.

Jeg har derfor valgt, at samle de væsentligste dele af materialet, som original klip fra korrespondancen, og fyldt ud med de historier, jeg via familien har kunne få tilgang til.
Dette er nu udgivet en henholdsvis en E-bog og en Hardcover bog.

På basis af denne korrespondance og de personlige beretninger, synes jeg læseren får et helt unikt indblik i både forholdene i Sverige for flygtninge, og i hvorledes en dansk morforældre familie hjalp, ikke bare sine elskede i Sverige, men også i det tyste hjalp mange andre jøder og andre, der var forfulgt af besættelsesmagten.

Mor var 23 år gammel, far var 39 år. De havde været gift i 5 år, og levede et lykkeligt liv i Hellerup da krigen vendte helt op og ned på deres liv.

I begyndelsen af krigen havde de danske jøder haft det fredeligt i forhold til jøderne i mange andre tysk okkuperede lande.

Den danske regering havde valgt en samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Det beskyttede givet på en række områder de danske jøder.

I 1942 havde tyskerne sat dr. Werner Best i spidsen for kontrollen af Danmark som rigsbefuldmægtiget.

Werner Best havde en grusom fortid. I krigens første år, havde han en meget stor skyld i deportationen af mange jøder fra Paris til Auschwitz. I Paris kom Best dog i konflikt med andre Nazi ledere i Tyskland og Frankrig og fra sent i 1942, blev Best overflyttet som ansvarlig for område Danmark.

Samarbejdspolitikken var vigtig for tyskerne, og de havde på det tidspunkt mere end problemer nok på en lang række fronter, så udgangspunktet var, at så længe danskerne opførte sig ordentlig, så ville man ikke provokere det danske samfund mere end nødvendigt var.

Under sig havde Best den tyske skibsfarts attache G F Duckwitz. Duckwitz var meget langt fra nogen fan af Hitler, og var faktisk, uden at blive afsløret, lidt involveret i attentatet mod Hitler i 1944.

Den danske samarbejdspolitik brød sammen, da regeringen valgte at træde tilbage i august 1943, og fra det tidspunkt blev vilkårene for de danske jøder hurtigt forringet.

Duckwitz skulle vise sig, at blive en væsentlig brik i redningen af de danske Jøder. Han vidste fra tidligt i september 1943, at de danske jøder snart ville blive interveneret. Duckwitz informerede Hans Hedtoft, som omg. informerede såvel kongehuset som det jødiske samfund.

Herfra gik det stærkt med at informere jøderne bredt om den kommende fare. Overrabbiner Marcus Melchior sagde direkte i sin tale i synagogen ved Rosh Hashanah den 29. september, at han måtte råde alle jøder til at holde sig borte fra hjemmet, og i stedet omgående søge i skjul og videre til Sverige.

Korrespondancen mellem i hovedsagen morfar, og mor og far beskriver, hvorledes informationen om den store fare nåede frem til mor og far, bl.a. via den danske dronning der ringede direkte til familien.

Hele flugten, via skjul hos venner, søgning efter både over sundet, er vel dokumenteret i min bog.

Enhver kan forestille sig, hvorledes det må have været, for en 23 årig kvinde, der netop havde født en lille datter og derudover havde drengen, min bror Bent på 3 år, at skulle flygte fra børnene.

Mors dagbog, som er i min besiddelse, er gengivet i små klip og viser desperationen og de overvejelser mor havde lige inden flugten.

Min bror Bent kunne relativt hurtigt bringes over til Sverige, og korrespondancen dokumenterer morfars arbejde med at få Bent over, men også bekymringen over, at det kun kunne ske gennem en udrejsetilladelse, som skulle komme fra det tyske hovedkvarter i Dagmarhus. Underhånds undersøgelser blev gennemført via politi og morfars bekendte.  Der var folk i Dagmarhus, som kunne betroes sådanne spørgsmål, ude det var nødvendigt, at Bents navn blev nævnt. Gode folk helt ind i Dagmarhus, der ikke ønskede at deltage i jødeforfølgelse.

Da tilladelsen endeligt kom, kom den så sent, at det næsten var umuligt at få indrejsetilladelse for ham til Sverige.

Her måtte farmor, som var i Sverige som flygtning, udnytte sit venskab med den svenske udenrigsminister, og en sen fredag ringe til det svenske udenrigsministerium.

Udenrigsministeren ringede til den svenske ambassade i København, og beordrede denne til at åbne i weekenden, og udstede udrejsetilladelse til Bent. Bent kom over til Helsingør fra mørklagte Helsingør til flot oplyste Helsingborg med den aller sidste natfærge, fulgt i hånden af en venlig betjent der tog med på overfarten.

På havnen i Helsingborg, havde mor gået rundt hele dagen ved hver en færge. Det var ikke muligt at sige hvilken færge Bent kom over med, og blev han ikke hentet, så var han blevet sendt retur.

Min søster Lone blev på fødeklinikken i fulde 6 mdr. efter fødslen og mors og fars flugt.

Det var efter råd fra fødeklinikken og husets børnelæge m.fl. og morfar mente det var mest rigtigt at følge disse råd. Først da Lone var ca 6 mdr turde man sende Lone hjem til mormor og morfar, der under mine forældres flugt, boede i deres hus.

Her var Lone fra hun var 6 mdr til hun var ca 1,5 år gammel, og mor og far endeligt kunne vende hjem.

I de færreste breve kunne man skrive navne eller andet åbent, så korrespondancen viser, hvorledes man måtte bruge koder i stil med: "dersom vi skal afgøre sagen - så svar " håber onkel Christian har det godt, Hvis I vil afgøre det alene, svar "Inger havde sin sin røde kjole på i mandags" og dersom i xxx

Brevene viser hele arbejdet med at få Bent sikkert over, men også som nævnt dagligdagen.

Der sendes pakker over sundet, i det omfang det er muligt. I begyndelsen beder mor og far om så simple ting som lidt æbler fra haven. Der manglende helt enkelt penge til mad. Siden bliver tingene mere økonomisk tålelige i Sverige, da far arbejder, men så viser brevene, at der var varemangel i Danmark.

Morfar vil godt have tilsendt en brugt jakke, og mormor gerne et brugt korset, trods det er lidt for stort. "det kan vel altid syes ind"

I Sverige indretter mor og far og Bent sig så godt de kan under flugten. En hverdag så langt fra den de kendte inden.

Hjemme i Danmark havde morfar fået fuldmagt til at administrere ikke bare far og mors midler, men også andre flygtninges midler. Morfar tømmer lejligheder for god kunst, og bytter den ud med sine egne billeder. Han beskriver det i sin krigsdagbog som, at han flyttede den gode kunst fra lejlighederne til sin egen lejlighed, og erstattede den med sin egen "ringere kunst". At der har været en forskel ses af, at han måtte forhøje sin forsikringssum med 50.000 kr i anledningen.

Morfar ansøgte om understøttelse fra Danmark til flere af flygtninge familierne i Sverige, og holdt via mange kanaler, disse orienteret om deres muligheder.

På cykel kørte han rundt til mange flygtninge adresser, og byttede jødiske navneskilte og andet ud med danskklingende efternavne.

Morfar var ikke som sådan en illegal frihedskæmper, men han er optaget i "Frihedsmuseets database" under beskrivelsen "flugthjælp - Skjulte jødiske børn og varetog flygtede jøders interesser".

Det er naturligvis en ganske stærk personlig bog, med direkte korrespondance mellem familiemedlemmerne, men samtidigt er korrespondancen så unik og beskrivende, at jeg synes den skal være til rådighed for en bredere kreds.

Skulle nogen være interesseret i at læse meget mere fra hele denne korrespondance, og langt flere konkrete episoder fra såvel Danmark som Sverige, så findes bogen både som E-bog og som hardcover fysik bog på www.krigskorrespondance.johnhannover.com

Hele korrespondancen er givet til Jødisk Museum, som har indscannet den. Den ligger under j.nr. JDK207B67 hvis nogen har interesse.


Krigskorrespondance

Der findes ganske meget materiale, om jødernes flugt fra Danmark til Sverige under 2. verdenskrig.

Der findes dog ikke så meget dokumenteret brevveksling, mellem jødiske familier der var flygtet, og tilbageværende familie og venner i Danmark.

Mine forældre, en hel-jødisk far og en ikke jødisk mor, måtte i 1943 flygte over hals og hoved til Sverige. De var lige blevet forældre til min storesøster Lone og havde derudover min bror Bent på lige 3 år.

Mormor og morfar måtte træde til, og overtage ansvaret for de to børn. Alle rådede til, at det ville være alt for farligt at tage dem med over sundet, og at det ville være langt sikrere, at være i mormor og morfars varetægt.

Morfar ydede under krigen en stor indsats overfor rigtigt mange jødiske flygtninge, og deres bolig og værdier herhjemme.

Jeg har haft tilgang til min morfars omfattende arkiv med mere end 170 breve, lovlige som illegale, mellem mor og far i Sverige og mormor/morfar i Danmark. Denne fantastiske brevveksling viser de fantastiske vanskeligheder en sådan flugt bød på.

Den dokumenterer de følelser der har været på begge sider af sådan en flugt, men også dagligdagen i både Danmark og Sverige, smalhals, risiko og savn, men også et liv der skulle leves.

Jeg har derfor valgt, at samle de væsentligste dele af materialet, som original klip fra korrespondancen, og fyldt ud med de historier, jeg via familien har kunne få tilgang til.
Dette er nu udgivet henholdsvis i en E-bog og en Hardcover bog.

På basis af denne korrespondance og de personlige beretninger, synes jeg læseren får et helt unikt indblik i både forholdene i Sverige for flygtninge, og i hvorledes en danske morforældre hjalp, ikke bare deres flygtede familie i Sverige, men også i det tyste hjalp mange andre jøder og andre, der var forfulgt af besættelsesmagten.

Mor var 23 år gammel, far var 39 år. De havde været gift i 5 år, og levede et lykkeligt liv i Hellerup da krigen vendte helt op og ned på deres liv.

I begyndelsen af krigen havde de danske jøder haft det fredeligt i forhold til jøderne i mange andre tysk okkuperede lande.

Den danske regering havde valgt en samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Det beskyttede givet på en række områder de danske jøder.

I 1942 havde tyskerne sat dr. Werner Best i spidsen for kontrollen af Danmark som rigsbefuldmægtiget.

Werner Best havde en grusom fortid. I krigens første år, havde han en meget stor skyld i deportationen af mange jøder fra Paris til Auschwitz. I Paris kom Best dog i konflikt med andre Nazi ledere i Tyskland og Frankrig og fra sent i 1942, blev Best overflyttet som ansvarlig for område Danmark.

Samarbejdspolitikken var vigtig for tyskerne, og de havde på det tidspunkt mere end problemer nok på en lang række fronter, så udgangspunktet var, at så længe danskerne opførte sig ordentlig, så ville man ikke provokere det danske samfund mere end nødvendigt var.

Under sig havde Best den tyske skibsfarts attache G F Duckwitz. Duckwitz var meget langt fra nogen fan af Hitler, og var faktisk, uden at blive afsløret, lidt involveret i attentatet mod Hitler i 1944.

Den danske samarbejdspolitik brød sammen, da regeringen valgte at træde tilbage i august 1943, og fra det tidspunkt blev vilkårene for de danske jøder hurtigt forringet.

Duckwitz skulle vise sig, at blive en væsentlig brik i redningen af de danske Jøder. Han vidste fra tidligt i september 1943, at de danske jøder snart ville blive interveneret. Duckwitz informerede Hans Hedtoft, som omg. informerede såvel kongehuset som det jødiske samfund.

Herfra gik det stærkt med at informere jøderne bredt om den kommende fare. Overrabbiner Marcus Melchior sagde direkte i sin tale i synagogen ved Rosh Hashanah den 29. september, at han måtte råde alle jøder til at holde sig borte fra hjemmet, og i stedet omgående søge i skjul og videre til Sverige.

Korrespondancen mellem i hovedsagen morfar, og mor og far beskriver, hvorledes informationen om den store fare nåede frem til mor og far, bl.a. via den danske dronning der ringede direkte til familien.

Hele flugten, via skjul hos venner, søgning efter både over sundet, er vel dokumenteret i min bog.

Enhver kan forestille sig, hvorledes det må have været, for en 23 årig kvinde, der netop havde født en lille datter og derudover havde drengen, min bror Bent på 3 år, at skulle flygte fra børnene.

Mors dagbog, som er i min besiddelse, er gengivet i små klip og viser desperationen og de overvejelser mor havde lige inden flugten.

Min bror Bent kunne relativt hurtigt bringes over til Sverige, og korrespondancen dokumenterer morfars arbejde med at få Bent over, men også bekymringen over, at det kun kunne ske gennem en udrejsetilladelse, som skulle komme fra det tyske hovedkvarter i Dagmarhus. Underhånds undersøgelser blev gennemført via politi og morfars bekendte.  Der var folk i Dagmarhus, som kunne betroes sådanne spørgsmål, ude det var nødvendigt, at Bents navn blev nævnt. Gode folk helt ind i Dagmarhus, der ikke ønskede at deltage i jødeforfølgelse.

Da tilladelsen endeligt kom, kom den så sent, at det næsten var umuligt at få indrejsetilladelse for ham til Sverige.

Her måtte farmor, som var i Sverige som flygtning, udnytte sit venskab med den svenske udenrigsminister, og en sen fredag ringe til det svenske udenrigsministerium.

Udenrigsministeren ringede til den svenske ambassade i København, og beordrede denne til at åbne i weekenden, og udstede udrejsetilladelse til Bent. Bent kom over fra mørklagte Helsingør til flot oplyste Helsingborg med den absolut sidste natfærge, fulgt i hånden af en venlig betjent der tog med på overfarten.

På havnen i Helsingborg, havde mor gået rundt hele dagen ved hver en færge. Det var ikke muligt at sige hvilken færge Bent kom over med, og blev han ikke hentet, så var han blevet sendt retur.

Min søster Lone blev på fødeklinikken i fulde 6 mdr. efter fødslen og mors og fars flugt.

Det var efter råd fra fødeklinikken og husets børnelæge m.fl. og morfar mente det var mest rigtigt at følge disse råd. Først da Lone var ca 6 mdr turde man sende Lone hjem til mormor og morfar, der under mine forældres flugt, boede i deres hus.

Her var Lone fra hun var 6 mdr til hun var ca 1,5 år gammel, og mor og far endeligt kunne vende hjem.

I de færreste breve kunne man skrive navne eller andet åbent, så korrespondancen viser, hvorledes man måtte bruge koder i stil med: "dersom vi skal afgøre sagen - så svar " håber onkel Christian har det godt, Hvis I vil afgøre det alene, svar "Inger havde sin røde kjole på i mandags" og dersom i xxx

Brevene viser hele arbejdet med at få Bent sikkert over, men også som nævnt dagligdagen.

Der sendes pakker over sundet, i det omfang det er muligt. I begyndelsen beder mor og far om så simple ting som lidt æbler fra haven. Der manglende helt enkelt penge til mad. Siden bliver tingene mere økonomisk tålelige i Sverige, da far arbejder, men så viser brevene, at der var varemangel i Danmark.

Morfar vil godt have tilsendt en brugt jakke, og mormor gerne et brugt korset, trods det er lidt for stort. "det kan vel altid syes ind"

I Sverige indretter mor og far og Bent sig så godt de kan under flugten. En hverdag så langt fra den de kendte inden.

Hjemme i Danmark havde morfar fået fuldmagt til at administrere ikke bare far og mors midler, men også andre flygtninges midler. Morfar tømmer lejligheder for god kunst, og bytter den ud med sine egne billeder. Han beskriver det i sin krigsdagbog som, at han flyttede den gode kunst fra lejlighederne til sin egen lejlighed, og erstattede den med sin egen "ringere kunst". At der har været en forskel ses af, at han måtte forhøje sin forsikringssum med 50.000 kr i anledningen.

Morfar ansøgte om understøttelse fra Danmark til flere af flygtninge familierne i Sverige, og holdt via mange kanaler, disse orienteret om deres muligheder.

På cykel kørte han rundt til mange flygtninge adresser, og byttede jødiske navneskilte og andet ud med danskklingende efternavne.

Morfar var ikke som sådan en illegal frihedskæmper, men han er optaget i "Frihedsmuseets database" under beskrivelsen "flugthjælp - Skjulte jødiske børn og varetog flygtede jøders interesser".

Det er naturligvis en ganske stærk personlig bog, med direkte korrespondance mellem familiemedlemmerne, men samtidigt er korrespondancen så unik og beskrivende, at jeg synes den skal være til rådighed for en bredere kreds.

Hele korrespondancen er givet til Jødisk Museum, som har indscannet den. Den ligger under j.nr. JDK207B67 hvis nogen har interesse.

Skulle nogen være interesseret i at læse meget mere fra hele denne korrespondance, og langt flere konkrete episoder fra såvel Danmark som Sverige, så findes bogen både som E-bog og som hardcover fysik bog på krigskorresponcance.johnhannover.com

Bogen bør også kunne bestilles i almindelig boghandel under ISBN 9788740930689 og fra biblioteket.